TORPE MOSE FIK ALDRIG DEN NØDVENDIG PLEJE

Teksten i dette kapitel er gengivet med forfatterens tilladelse fra bogen Det store SVIGT af Kjeld Hansen. Den udkom i oktober 2017 på Gads Forlag. 
Læs mere om bogen på: www.naturfredning.dk

 
KAPITEL 26

Torpe mose
Foto: Rune Larsen - Torpe mose sommeren 2016  

Når lodsejere ikke udviser nogen form for forståelse eller accept, er en halvhjertet fredningskendelse næppe værd at gennemføre. Gør man det alligevel, men skuffes, bør der selvfølgelig rejses en ny sag eller gennemføres et ekspropriativt indgreb. Kun yderst sjældent er fredningsnævn eller ansvarlige myndigheder indstillet på at tage denne fulde konsekvens. Man lader hellere stå til.
    Mellem jul og nytår 1989 afsagde Fredningsnævnet for Storstrøms Amt sin kendelse om fredning af Torpe Mose nord for Herlufmagle på Midtsjælland. Denne stærkt forsinkede julegave til naturens venner havde været undervejs siden 1983, så man skulle tro, kendelsen var godt gennemarbejdet. Det var ikke tilfældet, og fredningen kom aldrig til at virke.
    Hele vejen gennem forløbet har ejerne af mosen været højlydte modstandere af selve fredningen. For dem går jagtinteressen frem for alt, så mosen får lov at gro til i pilekrat og det, der er værre. Den ansvarlige tilsynsmyndighed tøver stadig med at gribe håndfast ind, som man har tøvet i 28 år.
    Den egentlige synder er dog fredningsnævnet, der afsagde en kendelse
1 så elendig i 1989, at den gjorde det umuligt at bevare mosens naturværdier uden ejernes accept. Og for at føje spot til skade blev forholdene yderligere forringet, da fredningsnævnet i 2013 fejede den plejeplan af bordet, som Næstved Kommune efter myndighedernes nølen i 24 år havde fået stykket sammen.
    Argumentet lød, at de mange år uden pleje havde forringet mosens naturværdi til et lavpunkt, der ikke længere kunne begrunde indgreb overfor lodsejerne. Fuglene var stort set forsvundet, men både sjældne planter og insekter stod stadig til at redde.

 

SAGENS GANG

Sagen blev rejst i november 1983 af Danmarks Naturfredningsforening med støtte fra Naturfredningsrådet, Dansk Ornitologisk Forening og Storstrøms Amtskommune. Fredningspåstanden1 gik ud på ”at sikre den naturvidenskabelige variation i mosen og at sikre adgang til arealet med henblik på opfyldelse af videnskabelige eller undervisningsmæssige formål.”
    Torpe Mose var dengang en 30 hektar stor, næringsrig lavmose med præg af åbne kær og eng. I den centrale del havde der været gravet tørv, så her var et åbent, sumpet pilekrat med et mindre åbent vandhul. Der var en del opvækst af pil i området, og der var sågar plantet grantræer i flere partier af mosen.
    Imidlertid var floraen stadig særdeles artsrig, og det var den, fredningen skulle beskytte. Her er et uddrag af plantelisten fra dengang: toradet star, alm. hirsestar, nikkende star, knippestar, trådstar og stiv star, mosebunke, alm. mjødurt, dyndpadderokke, nedbøjet ranunkel, gul frøstjerne, alm. knopurt, kærsnerre, trenervet snerre og sumpsnerre, kærsvovlrod, vandnavle, kødfarvet gøgeurt, kærfladstjerne, djævelsbid, krydende pil, stor skjaller, vand- og agermynte, alm. skjolddrager, blåtop, musevikke, kærdueurt, alm. brunelle, tormentil, engnellikerod, mangeblomstret frytle, sumpforglemmigej, smalbladet kæruld, trævlekrone, vandskræppe, vandpeberrod, bredbladet mærke, vild hør og bredbladet dunhammer.
    Også den sjældne rank viol vokser talrigt i mosen, men bemærkelsesværdigt var især forekomsten af den meget sjældne løgurt i store bestande, formentlig Danmarks største.
     Planten, der hører til de læbeblomstrede, er kun fundet i den sydøstlige del af landet, hvor den blot har få voksesteder tilbage. Tilbagegangen skyldes bl.a. mosekultivering, ophør af høslet og mindre intensiv græsning. I botanisk henseende anså man Torpe Mose for en meget bevaringsværdig lokalitet, og netop høslet og især ekstensiv græsning ville være helt uomgængelige plejemidler, hvis fredningen skulle lykkes.
    Men alt dette interesserede ikke ejerne af de 30 hektar. De ville hverken vide af græssende kreaturer, fugletårne eller udvidet adgang for publikum. Det ville have deres mose for sig selv, uanset om den så skulle gro til overalt i stive starer, græsser og gråpil. Hvorfor? En god stamme af krondyr, som dengang var noget relativt nyt på Midtsjælland, holdt til i området, og for ejerne overskyggede jagtinteressen og privatlivets fred alt andet.
    Resultatet blev, at de indkasserede deres erstatning, hvorefter de blokerede den helt nødvendige pleje af mosen. Og fredningskendelsen var ikke til megen hjælp. Den var et stort kompromis mellem det nødvendige og ejernes modvilje, så kun med deres accept kunne mosen plejes. Og de sagde altså nej.

Blomster fra Torpe mose
Foto: Rune Larsen - Kødfarvet gøgeurt og Rank viol

 

MILLIONKRAV AFVIST

For at tåle fredningen af de 30 hektar mose fremsatte den ene jordejer i 1989 et erstatningskrav på 10.000 kr. (17.000 kr.), mens de to andre krævede ca. 1/2 mio. kr. (830.000 kr.). Fredningsnævnet sagde nej til de helt eksorbitante erstatningskrav og tildelte ejerne 31.800 kr. (53.043 kr.) tilsammen.
   Som begrundelse for den beskedne erstatning, lagde nævnet vægt på, at der var "taget hensyn til, at lodsejerne bevarer ejendomsretten til arealerne, at arealerne stort set ikke har været benyttet landbrugsmæssigt, og at lodsejernes indsigelser vedrørende fredningsbestemmelserne stort set er imødekommet". Sådan skrev man i afgørelsen.
   Især den sidste indrømmelse gjorde det illusorisk at forvente et godt resultat.
   Så hvad skulle lodsejerne tåle som konsekvens af fredningen og til gengæld for erstatningen? Ikke alverden. I kendelsen står der: "På de fredede arealer skal fredningsmyndighederne, efter at ejerne er underrettet og uden udgift for disse, have mulighed for at foranledige særlige plejeforanstaltninger for at bevare arealernes fredningsmæssige værdi. Fredningsmyndighederne skal således kunne fjerne uønsket plantevækst, som f.eks. selvsåede nåletræer. Fjernelsen skal ske med mekaniske midler. Det skal dog være muligt at bekæmpe bjørneklo ved brug af herbicider og pesticider. Plejen skal så vidt muligt finde sted i perioden 1/1 – 1/4."
   Med "særlige plejeforanstaltninger" havde naturfredningens venner ment "afgræsning med kreaturer", men det kom ikke eksplicit med i kendelsen. Ganske vist stod der, at der kunne opsættes kreaturhegn i nødvendigt omfang, men da der ikke direkte var nævnt, at græsning med kreaturer skulle kunne gennemføres, så sagde ejerne nej. Fredningsnævnet tolkede den uklare tekst derhen, at kun fjernelse af træer ville være den eneste form for tilladt naturpleje. Og derved blev det.

 

ÅRENE GÅR OG MOSEN GROR TIL

I 1993 konstaterede biologer fra Storstrøms Amt, at der stadig fandtes fem små delbestande af den sjældne løgurt i mosen, men på grund af ejernes hårdnakkede modvilje mod afgræsning måtte amtet nøjes med pleje i form af mindre rydninger med sav og grensaks.
    Hvor meget der egentlig blev gjort, fortaber sig i det uvisse, men rydningerne er utvivlsomt hurtigt vokset til, da der ingen afgræsning fandt sted. Efter nedlæggelsen af amterne i 2007 gled ansvaret for naturen i Torpe Mose over til Næstved Kommune.
    Seks år senere er det kommunale system nået frem til at kikke nærmere på sit ansvar, og i 2013 genfindes der fire små voksesteder for løgurt. Den sjældne plante havde overlevet, men var klart truet, så Næstved Kommune udarbejdede en plejeplan 2013-2020 for området. Planen var hjemlet i fredningskendelsen, og i den vurderede kommunens biologer, at der var et klart behov for afgræsning, hvis man skulle holde de ryddede arealer åbne. Afgræsning ville også være det optimale til at skabe en langt mere varieret botanisk struktur for de sjældne plantearter, man skulle beskytte med fredningen.
    Imidlertid ville lodsejerne stadig ikke tillade den nødvendig pleje, selv efter flere møder og ændringer af planudkastet. Man fjernede forslaget om et udsigtstårn, som var tænkt som en kompensation for de håbløse bestemmelser om offentlig adgang, og desuden reducerede man de ønskede hegn for at tilgodese vildtets bevægelser i området. Lige lidt hjalp det. Lodsejerne ville stadig ikke vide af afgræsning, så kommunen besluttede i 2013 at forelægge plejeplanen for fredningsnævnet til godkendelse. Den mulighed var fastlagt i den oprindelige kendelse, hvis ikke der kunne opnås enighed mellem parterne. Det kom der intet godt ud af. Tværtimod.

Fredningsnævnet på besøg i Torpe mose
Foto: Rune Larsen - Fredningsnævnet på besøg i Torpe mose, sommeren 2013

 

REN JURA KONTRA LØGURT

Fredningsnævnet beskar plejeplanen, så de vitale dele af planens konkrete forslag udgik, herunder græsning. Fredningsdommeren begrundede afgørelsen med dette ræsonnement2:
    ”Plejebestemmelsen (i 1989-kendelsen, forf.) nævner ikke spørgsmålet om, hvorvidt pleje kan ske ved afgræsning, men efter ordlyden skal plejen så vidt muligt finde sted i periode 1/1-1/4. Derfor finder nævnet ikke, at plejebestemmelsen giver mulighed for naturpleje ved afgræsning fra primo juni til primo/medio oktober, og plejeplanens bestemmelser herom strider som følge heraf mod fredningsbestemmelsen.

    Således som plejebestemmelsen er formuleret finder nævnet det betænkeligt – hvis lodsejerne modsætter sig det – at tillade plejemyndigheden at etablere kreaturfolde eller faste indretninger i form af hegn.”
    Lodsejerne havde dog erklæret sig indforstået med, at kommunen kunne rydde trævækst og slå græs, men alene i perioden 1.1-1.4 og igen fra 15.7 til jagtsæsonens begyndelse. Fredningsnævnet godkendte derfor plejeplanen i det omfang, men ellers ikke.
    Næstved Kommune tog afgørelsen til efterretning og brugte godt 110.000 kr. i 2014 på mindre rydninger i mosen. Man forventer at skulle gentage rydningerne hvert 2.-3. år, hvis mosen skal holdes nogenlunde åben. Kommunen kunne have valgt at anke fredningsnævnets afvisning af plejeplanen for Miljø- og Naturklagenævnet, men det gjorde man ikke. En ny fredningssag kunne også rejses, men det ønskede kommunen heller ikke.

 

Denne side er beskyttet iflg. lov om ophavsret © Copyright. Webdesign og Foto : Rune Larsen. Mere om denne hjemmeside