 |
Westphaler |
|
Westphalerskæret
- Westphalerskæret
- Frø i mosen
- Stor Rovedderkop - Dolomedes
- Kongebregne
Westphalerskæret:
Du nærmer dig nu Westphalerskæret, hvor vejen drejer til højre. I skæret mellem mosen og skoven vokser en tæt bestand af Porseblandet med lidt pilekrat.
Navnet westphaler hentyder til tørvegravertiden, hvor indvandrere fra Tyskland rejste hertil for at arbejde med tørvegravning. På grund af vanskeligheder med at
afvande mosen effektivt, var det kun den øverste del af tørvelaget, som man kunne grave i disse år, og som skæretørv blev det meget løs og dårlig tørv ud af det.
Man indskrev derfor i 1858 de første wetphalere, der var specialister i tørvegravning. De fremstillede de første æltetørv, idet tørvemassen blev æltet med vand på
et gulv af træ, og man fik betydelig fastere og tungere tørv. En del gamle tørvegrave bærer endnu betegnelsen "Westphalerskær", og de har været gravet i dette tidsrum,
dvs. 1858-87, da fremstillingen af æltetørv foreløbig blev standset
(Kilde 01)
Westfalerne gravede tørvemassen op og kastede den i nogle lange trækasser. Tørvemassen blev tilsat vand, og blandingen blev æltet med benene. Derfor havde de nogle
særlige langskaftede støvler på. Fra en mundtlig kilde ved vi, at støvlerne var forsynede med nogle brædder, nedenunder sålen. Vedkommende mente dog, at det var træsko
og ikke støvler, de havde på. Westfalerne var nogle rigtige morakkere. De startede klokken 3 om morgenen og blev ved til klokken 8 aften. Danskerne arbejdede normalt
fra klokken 4 morgen til 7 aften, men westfalerne skulle tjene nogle penge, og så hurtigst muligt hjem til familien igen. Sct. Hansdag var de færdige. Kun nogle enkelte
blev tilbage og sørgede for røjlingen, som de selv tog sig af. Der var bygget et bindingsværkshus til dem, hvor de boede, og hvor de fik deres kost for en fastsat
betaling.(Kilde 02)
100 mVejen går nu op fra mosen til Fensmark skov. Klik på blå pil øverst til højre.
Frø i mosen: I mosen kan man se fire forskellige arter frøer Springfrø, Grøn frø, Spidssnudet og Butsnudet frø. Som det ses på nedenstående foto er farvevariationen
meget stor, men farveforskellene er desværre ikke nogen sikker metode til at artsbestemme arterne, dog kan man sige at de grønne farver er forbeholdt Grøn frø og de
næsten orangebrune farver ofte er springfrøen. For sikker artsbestemmelse henvises til f.eks. Naturbasen Springfrøen er den mest sjældne art, som kun lever på de
sydlige dele af øerne. Den ikke har ikke sit navn uden grund, idet den kan springe næsten 2 meter. I Westphalerskæret høres ofte i foråret højlydt, især den grønne
frøs kvækken, men temperaturen i mosen er ofte ganske kølig i det tidlige forår. Mosen holder på kulden et stykke hen på foråret, så det er ikke her at man hører
frøernes kvækken først.
Mange dyr i mosen har frø på menuen, f.eks. Fiskehejren, Rørhøgen, Snogen og Hugormen.
1. Springfrø - 2. Spidssnudet frø - 3. Grøn frø - 4. Butsnudet frø
Stor rovedderkop: Ofte også kaldt for Dolomedes som er det latinske slægtnavn. Man siger at det Danmarks
største edderkop, måske mangler den lige et par millimeter
i benlængde i forhold til den store Hus edderkop, men tilgengæld har Stor rovedderkop kraftigere ben og krop. Den kendes let fra andre edderkop ved sine
tydelige hvide striber på forkrop og bagkrop. Unge individer har også de to striber, men farven er generelt mere grøn.
Noget der gør denne edderkop særlig er
dens evne til at bevæge sig både på land, undervandoverfladen og henover vandoverfladen som en skøjteløber. Den lever af mange forskellige insekter, men det
er iagttaget at den kan fange haletudser og små hundestejler. Som en af de eneste danske edderkopper kan den bide så hårdt med dens kindbakker, at den kan
stikke mennesker. Bidet eller stikket gør ondt og skulle efter sigende, føles som et hvepsestik. Der findes to forskellige arter af Stor rovedderkop i Danmark,
men i Holmegårds er kun fundet Dolomedes fimbriatus.
1. Stor rovedderop spinder et ammespind hvori ynglen udklækkes. Hunnen vogter over stedet indtil ungerne forlader spindet.
2. Den bevæger sig let og hurtigt henover vandoverfladen på jagt efter bytte dyr
Kongebregnen bliver ofte beskrevet som en plante der kan blive op til 1,5 m høj, men i mosen er der fundet flere på over 2 m. Det er ofte i kantzonen
mellem skov og mose at man støder på de største. Undertiden finder man også små Kongebregner ude i hængesækken, men den klarer sig bedst i lidt halvskygge
i selskab med nogle træer. Den er sjælden og derfor er på den nationale rødliste og dermed fredet.
1. Kongebregne på over to meter. 2. Om vinteren når alt andet er visnet ned, står Kongebegnen synligt med sine gyldne farver.
3.Med sporehuse 4. Nærbilled af sporehuse