Resterne af de første tørvegrave i mosen, en såkaldt enmands tørvegrav.
De ældste kendte tørvegrave er "enmandsgravene", som blev gravet før den mere industrielle tørvegravning startede. I 1825 blev Holmegård Glasværk etableret syd for mosen,
som med tiden blev en markant, travl og larmende industri i det ellers så stille sydsjællandske moselandskab. Glasværket udnyttede tørven frem til 1924 som brændsel til
glasværkets produktion, og har sammen med den øvrige tørvegravning til andre formål, betydet store huller i den gamle højmoses overflade. Under anden verdenskrig blev
tørvegravningen genoptaget og yderligere intensiveret. Der blev fjernet op til 30.000 tons om året eller svarende til årligt 24 millioner skærtørv og 4 millioner maskintørv. To hundrende personer var om sommeren beskæftiget med at skære tørv og efterbehandle
det (røjle). Klide: http://runeberg.org/trap/3-2/0943.html
Det har været et hårdt og slidsomt arbejde at grave tørv
Kjeld Sandell har venligst stillet disse foto fra 1953 til rådighed for hjemmesiden. Kjeld ses som dreng i midten sammen med sin familie, det er morfar som graver. Tørvene blev gravet op med en hjerteformet spade, lagt på trillebøren og kørt op til røjling (tørring), som det ses på billederne udenom om tørvegraven. Når der efterhånden var gravet helt ned til 2-3 meters dybde, blev tørven kastet op, til andre som stod på kanten til tørvegraven. Det var ikke nemt, at gribe disse tørv som dreng, fortæller Kjeld Sandell, der har hjulpet sin morfar i mosen med tørvegravningen. Tørven var meget våd og glat, og derfor også både meget tung og svær, at holde fast på. For at forhindre vandet fra de omkringliggende tørvegrave i at trænge ind, blev der bevaret en 2 meter bred kant til næste tørvegrav. Efterhånden som der blev gravet nedad, blev tørven mere og mere våd, og til sidst måtte man opgive at grave på grund af indsivende vand. Når tørven var færdigrøjlet (tørret) blev den transporteret på hestevogn, men hesten fik en slags støvler på hovene, som var lavet af bildæk, for at den ikke skulle synke for dybt i den bløde tørvejord. Derefter gik vejen op ad den stejle bakke gennem Fensmark Skov til Fensmark by, hvor familien boede.
Tørvene er lagt til tørre oppe på brinken udenom graven